Et mareridt.
Mit forløb hos LUMÉ Gym har været så frustrerende og uprofessionelt, at jeg føler mig nødsaget til at advare andre potentielle medlemmer.
Centret blev markedsført online med åbning i marts, men åbnede først næsten to måneder senere. Allerede dér begyndte problemerne. Jeg forsøgte at opsige mit medlemskab inden åbningen på grund af de mange forsinkelser, men fik besked på, at det ikke var muligt. Det accepterede jeg, selvom situationen allerede virkede urimelig, i og med at store dele af centeret løbende blev gjort tilgængelige, men alligevel nægtede de fortsat at lade mig melde mig ud med begrundelsen, at centeret “ikke officielt var åbent endnu”. Jeg har forsøgt at opsige mit medlemskab tre gange inden åbningsdagen.
Da centret endelig åbnede, stod det hurtigt klart, at priserne på ingen måde hænger sammen med de faciliteter, man faktisk får adgang til.
Selvom man betaler for et medlemskab (uanset det valgte (der er flere)), har man ikke fri adgang til faciliteterne som indgår – man bliver i stedet tildelt credits, og når de er brugt op, er adgangen reelt væk indtil næste måned. Det er efter min mening både misvisende og ekstremt dårlig værdi for pengene.
Derudover blev jeg opkrævet fuld pris for en hel måned, selvom centeret først åbnede den 18. Forklaringen var, at betalingen herefter ville følge den dato hver måned. Dagen efter åbningen opsagde jeg medlemskabet fysisk i centeret og fik bekræftet, at det var i orden, og at jeg kun skulle betale for en halv måned næste gang, da jeg allerede havde betalt fuld pris ved opstart.
Alligevel blev jeg endnu en gang opkrævet fuld pris. Inde på mit medlemskab stod der samtidig, at jeg kun var medlem frem til den 31. Da jeg kontaktede dem, fik jeg besked om, at Mads ville være til stede senere på dagen. I stedet for at ringe tilbage sendte han en mail, hvor han blot skrev, at jeg “ifølge aftalen” skulle betale. Jeg gjorde det meget klart, at jeg naturligvis betaler det, jeg skylder – men at beløbet skulle rettes til det, de selv tidligere havde oplyst. Det har jeg aldrig fået svar på. Jeg er simpelthen blevet ghostet.
Som prikken over i’et blev alle mine credits fjernet, hvilket betød, at jeg reelt ikke havde adgang til noget som helst – samtidig med at de stadig forventede betaling for en hel måned.
Hele oplevelsen har givet mig indtryk af en virksomhed, der drives uprofessionelt og på en måde, der føles direkte vildledende. Det har været et mareridt at forsøge at melde sig ud, kommunikationen er mangelfuld, og man bliver ignoreret, så snart man ikke længere gør, som Mads ønsker.
Jeg kommer aldrig til at sætte mine ben der igen, og jeg kan på ingen måde anbefale andre at blive medlem.







