Jeg har siden 2023 prøvet at få denne…
Jeg har siden 2023 prøvet at få denne virksomhed til at løse ventilationsstøj i en nybygget lejlighed.
Antallet af problemer, bortforklaringer, og manglende handling er grænsende på absurd - og min lejlighed er stadig ulidelig at opholde sig i - nu fraskriver de sig alt ansvar, trods at jeg stadig har problemer 2.5 år efter indflytning. Jeg ser mig derfor nødsaget at skrive denne anmeldelse, så andre tænker to gange, inden de indgår aftaler med Nordkranen.
Det er svært at opsummere forløbet, men kort sagt tager det ~1.5 år at diagnosticere et større underlæggende problem med ventilationen i min lejlighed - det viser sig at min emhætte kørte forceret (dvs. den de facto er tændt, når den er slukket).
Over den her periode (inden diagnosticeringen), blev det bl.a. påstået at:
- Møbler ændrer dynamikken i min lejlighed
- Brandventilationen er skyld i problemet, og det har de "fikset nu"
- Ventilationssystemet har overordnede problemer
- Mine naboer piller ved deres ventilation så det påvirker min lejlighed (hvilket er komisk når de selv piller og ændrer dynamikken i min lejlighed, i forsøg på udbedring)
- Det er ejerforeningens problem/et drifts-problem
...og der blev forsøgt at:
- Tilføje ekstra skumindsats i mit soveværelsesindtag og justere luftindtaget
- Rette min dør til over flere omgange (som hvinede helt vildt) pga. undertryk i lejligheden og dertilfølgende konstant hvinen
- Fikse overordnet ventilationssystem
- Rette læk i mit gulv fra altanen (der kom luft ind fra gulvet pga. anden fejl)
Til sidst finder de frem til førnævnte problem med emhætten (jeg måtte virkelig trække tænder ud, for at få dem til at tage mig seriøst, trods at jeg lever i konstant hvinen fra dør, ventilation, osv.) - jeg er desværre udrejst i længere periode på tidspunktet for udbedring, og har derfor repræsentant til at overse udbedringen - her ordner de emhætten, fjerner skumindsats helt fra mit soveværelse, samt justerer indtaget i soveværelset. Min repræsentant skriver i en rapport til mig efter besøget at det umiddelbart er bedre, men at han selvfølgelig har påpeget, at den dynamik kan ændre sig afhængig af sæson, mm..
Jeg kommer senere hjem fra min udrejse, og oplever igen larm. De fraskriver sig alt ansvar, trods historikken i min lejlighed, og påstår at min repræsentant godtog løsningen (selvom han lavede indsigelser).
Jeg får ejerforeningen til at se på problemet - de sender fagmand ud, som siger følgende om ventilationen:
- Emhætten kører 100% over forventet værdi
- Badeværelset kører 100% over forventet værdi
- Soveværelse kører 40% over forventet værdi
Det skriver jeg selvfølgelig til salg grundet den lange historik i min lejlighed - de siger at de har "indreguleret korrekt" og giver skylden til mine naboer der givetvis skulle "pille ved deres ventilation" (hvilket er ultra komisk, når de SELV HAR PILLET I FLERE ÅR I MIN LEJLIGHED UAGTET BETYDNINGEN DET HAR FOR INDREGULERINGEN HOS MINE NABOER, AHHHHHHHHH!)
Nu er jeg så de facto projektleder/drivkraft på at udbedre et ventilationssystem lavet af s*tan selv, som nu strækker sig til, at hele min opgang skal indreguleres igen, på beboernes regning.
Under hele den her periode har jeg levet med konstant hvinen i min lejlighed, hvilket er super fedt når man arbejder hjemmefra - dertil usikkerhed om de gider at tage ansvar i det hele taget, tøven hvad angår udlejning/salg (fordi hvem gider at overtage en lejlighed med medfølgende tinnitus?), tid brugt på at sætte mig ind i hvordan ventilation fungerer, skrive emails (hundredevis?), søvnmangel fordi jeg vågner kl 3 for 30. gang og skal lytte til konstant højlydt pivelyd...
Jeg skriver for at lufte ud (haha ventilationsjoke), men også fordi jeg vil have at der er konsekvenser, når man behandler sine kunder på den her måde. Sideløbende vil jeg selvfølgelig søge om godtgørelse/gå den juridiske vej (selvom det betyder at jeg skal bruge endnu mere tid og energi på det her absurde forløb).
Undskyld hvis jeg er usammenhængende, jeg skriver det her på en dag hvor ventilationen igen fuldstændigt ødelægger min morgen, så frustrationen koger over...







